Årets Pressefoto 2009

Billederne omtales eller kritiseres overalt. Især i min branche kan man ikke åbne et vores fagblade eller gå på et vores interne website for journalistik eller pressefotografi, uden at støde på kritik eller misundelse.
Kritikken er mere eller mindre berettiget, hvor utilfredsheden domineres af følgende overskrifter og argumenter:

- Dagbladet Politiken vinder hvert år - og løber med 50 % af priserne
- Det er altid Tordenskjolds soldater der vinder (De samme fotografer hvert år)
- Kun 4 ud af 10 fotografier er optaget i Danmark
- Der er for meget krig, død og ulykke i billederne
- De fleste foto er optaget i fotografernes fritid eller på overarbejde uden løn
- Alle fotografer kommer fra de store bladhuse i Hovedstaden
- Provinsen har ikke en chance

Man skal helt sikkert, som jeg selv, have et romantisk forhold til faget fotografi. Allerede i min unge mesterlæretid fik jeg et godt råd fra Hr. Holmberg, som dengang i 1967 var chef for AP Photo (Associated Press) i København. Et råd jeg aldrig har glemt.
Jeg var en dag kommet rimeligt kvæstet og forslået op på redaktionen på Rådhuspladsen. Jeg var i embedes medfør igen blevet gennembanket af Københavns Politi, efter at jeg i flere uger havde dækket paster Søbyes provoaktioner, demonstrationerne foran den Amerikanske ambassade samt utallige andre demonstrationer imod Vietnam-krigen.
Læresætningen fra 1967 gik ud på følgende:
”Hvem som helst kan tage til Vietnam-krigen og tage et billede med bind for øjnene – og være næsten sikker på at få et sensationelt pressebillede i kassen!”
Jeg havde fulgt krigen på gadeplan i Danmark – der, hvor jeg selv og beskuerne af billederne boede.
Jeg har dog ikke altid fulgt min mentors råd, men for det meste. Jeg må indrømme at jeg selv har været i krig, der hvor krigene udspillede sig, uden at det af den grund er blevet en prisnominering. Jeg har heller ikke indsendt noget foto fra disse krige til nominering – ikke engang fra Libanon – og det fortryder jeg da nu.
Jeg må derfor medgive mine kollegers kritik. Der er igen repræsenteret for få billeder fra Danmark. For slet ikke at glemme provinsen, som kun har vundet prisen for Årets Pressefoto en eneste gang.
I alt havde 228 fotografer indsendt 3.445 stillbilleder til nominering, eller 15 billeder hver. Selv havde jeg ikke indsendt et eneste foto og havde ikke overvejet det for 2008. Måske næste gang, hvem ved. Skulle jeg vælge blandt mine egne foto fra 2008, er der måske et par stykker, men aldrig 15 billeder. Højst 2 eller 3 billeder.
Jeg anerkender selv de fleste af de udvalgte foto der har vundet i år. Bortset fra et, fra en fotograf der vandt med et portrætfoto fra Thailand (Årets portræt). Det foto er efter min mening under al kritik og meget dårligt i alle henseender. Det billede burde aldrig have vundet noget som helst. (Vedlægger et link til dette foto nedderst)
Nedenfor indsætter jeg mit bud på portrætfotografering fra Thailand. Dette foto må på ingen måde sammenlignes med det omtalte vinderbillede. Den eneste parallel der eventuelt kan drages her, er at mit vedhæftede portræt fra Thailand nedenfor er ligeså ordinært som Årets portræt 2008/2009.

© Fotograf Tom Elowsson
Dette foto fra 2008, af en muslims kvinde i burka som jeg har optaget i Bangkok. Til trods for at kvinden er tildækket i det meste af ansigtet, ser man tydeligt at hun smiler.

Jeg er helt fritaget for deltagelse i misundelsen, da jeg som nævnt ikke har indsendt noget forslag til Årets Pressefoto i 2008.
Jeg er til gengæld sikker på at kriterierne for udvælgelse for 2010 bliver revideret kraftig i løbet af året. Debatten er i gang nu, spørgsmålet er bare om der kan holdes liv i diskussionen i de næste 10 måneder, indtil indsendelsesfristen igen udløber omkring årsskiftet.
Et forhold der desværre nok aldrig bliver revideret eller forbedret, er provinsfotografernes chancer for at vinde. Dette skyldes først og fremmest det arbejdspres som lægges på deres skuldre på de små redaktioner ude i landet. Disse fotografer får ikke overskud og dermed tid til at bibeholde et romantisk forhold til deres fag.
Jeg kunne godt tænke mig at arbejde som pressefotograf i provinsen. Men så ville jeg, hver dag målrettet og indirekte, gå efter prisen for Årets Pressefoto – set og optaget for beskuerens øjne – og først og fremmest i og for lokalområdet. Jeg måtte dermed, som i Hovedstaden, se stort på detaljerne omkring forlænget arbejdstid og dermed ulønnet overarbejde – men vel at mærke kun, hvis jeg i forvejen havde fået løn for normal arbejdstid. Jeg ville ikke have noget imod overarbejde for egen regning på den bekostning.
Mine egne romantiske drømme omkring faget, begrænser sig i øvrigt ellers kun til det nostalgiske i fototeknikken under min læretid i 1968.
En forgangen tid uden autofokus, hvor publicerede farvebilleder var sjældne. Derimod har jeg i disse digitale tider demonstrativt ”ødelagt” det meste af automatikken på mit moderne Nikon D3 kamera. Disse moderne features er i det mindste sat ud af spillet under en stor del af optagelserne. Fokus og belysningsmåling foregår for mit vedkommende manuelt. En tidskrævende faktor som kræver teknisk og faglig professionalisme. Photoshop anvender jeg lige så sjældent – og aldrig på pressefoto – men ikke fordi jeg ikke behersker dette udmærkede billedbehandlingsprogram.
Kun for at nævne et par af mine nostalgiske unoder udi den fotografiske kunstart ...

Link til Årets Pressefoto / Årets portræt
http://www.pressefotografforbundet.dk/index.php?id=11564