tirsdag den 10. marts 2009

Hvorfor denne blog?

Først og fremmest vil jeg herigennem beskrive de hændelser eller mennesker jeg dagligt kommer i kontakt med under mit arbejde som fotograf i ind- og udland.
Jeg vil samtidig bruge denne portal til at beskrive de tanker og overvejelser jeg gør mig i samme forbindelse. Små observationer fra dagligdagen, hvor jeg møder mange forskellige mennesker i de mange miljøer eller lokaliteter, hvor jeg færdes.
Det er heller ikke umuligt at der her i bloggen kommer teknisk og fagligt stof relateret til unikke fotoopgaver eller fotografiske problemløsninger.
Navnet på denne blog, nemlig: "Copyright" – er først og fremmest det jeg egentlig lever af. Men det er også et ord der er meget oppe i tiden. Ophavsretten er desværre også noget der oftere bliver udsat for tyveri eller misbrug.
Nedenfor bringer jeg et foto, som jeg for nylig har optaget i ”Red light district – Amsterdam”.
Dette foto har allerede opnået et femcifret antal hit på Internettet. Det er desværre ikke noget jeg har tjent formuer på, som kan stå i forhold til antallet af visninger - tvært imod.
Billedet er simpelthen kun blevet så populært, på grund af at det er blevet tyv stjålet fra et af mine egne websites. Og det uden at der er blevet erlagt betaling for Copyright. Det eneste positive ved dette tyveri, er at mit eget website har fået tilsvarende flere besøg – og kun fordi jeg havde beskyttet billedet med skjulte og usletbare Link og Metatags om copyright.
Så fantastisk er billedet heller ikke, det unikke ved billedet er kun de vilkår det er optaget under i Amsterdam, hvor det er meget farligt og besværligt at arbejde som fotograf, da der er totalt fotoforbud i det område af byen. Et forbud der er udstedt af henholdsvis Politiet og Underverdenen selv.

Red light district – Amsterdam / © Fotograf Tom Elowsson
Link til foto:
http://www.flickr.com/photos/elowsson/2944664985/ [Galleri på Flickr.com]
http://www.irb.dk/galleri/explorer/05.htm [Eget website - IRB.DK]

Ingen kommentarer:

Send en kommentar